Den har lagt øde hen længe...
Det beklager jeg meget... Men der har været så meget at skulle forholde sig til....
Vi flyttede i februar. Og HOLD DA OP hvor er det skønt.
Vi nyder det i fulde drag, og er næsten helt på plads. Vi mangler lidt små ting. Og jeg lover at vise billeder når vi er helt færdige:)
Så skal jeg også starte i skole igen. Efter 4 år hjemme i sydommens hule, skal jeg ud i "friheden" og begå mig med andre voksne mennesker...
MEN kan jeg huske hvordan man gør. Hvordan er spillereglerne?
Har tingene ændret sig??
Men mon ikke jeg nok skal lære det igen.
jeg er fuld af spænding, men også frygt.
Frygten for det ukendte.
Hvordan klare vi det.
En hverdag hvor alle 5 skal op og afsted.
Afsted hver dag...
Hvordan vil Milla klare det?
Kan hun holde Til det?
Hvis ikke, hvad gør vi så?
Og hvem skal SÅ gå hjemme????
Og hvordan gør vi så lige det...
Ja der er mange tanker, og nogle af den skal bare blive væk, gemt væk aller bagerst i hovedet.
For er da slet ikke i tvilv om at det bliver hårdt.
Men vi SKAL klare det.
Også med de bump på vejen der kommer...
Nu har vi klaret SÅ meget igennem de sidste 4 år.
Hvorfor så ikke det her??
Om lidt går turen mod Skejby sygehus endnu engang, med en klat pungtotte.
Endnu en antibiotika kur er slut.
Og efter lægerne i april, mente hun skulle holde pause i sine immunglobiner.
Er Milla bare slet ikke nær sig selv mere...
Vi var endelig begyndt at se en pige der lyste lidt op, tog på, havde mere kulør og var glad...
Til Trods der stadig var en del infektioner...
Men nej.
Hun holder pause, og er på vej ned igen... Om det bliver med raket fart endnu engang, vides ikke. Men en ting er sikkert vi rammer bunden snart...
Men altså 14 dages intensiv antibiotika kur er slut i fredags, og lørdag begyndte hosten igen:/
Og idag en uge efter har vi en bleg, klat, hostende,snottende, skidt Mas lille pungrotte.
Så ja er der ikke andet for end at må trodse regnen og skybrud og mod Skejby....
Hvor vi vil vente på de meget kloge og vigtige lægers dom!
