For tiden flyder alting bare sammen, og det køre bare på rutiner.
Milla er for alvor mærket af starten i børnehaven.
Snottet, hostende, feber ramt og monster træt og tvær.
Min glade mus er forvandlet til en træt zombi, med sorte render under øjene...
Hun har intet overskud til at lege. Og hænger på os voksne.
Hun falder omkuld ligeså snart hun får muligheden for det.
Og sover gerne helt til kl 16. Til middags luren, det vil sige omkring 3,5-4 timer. Også igen fra kl 19:30/20:00- 9/10 næste morgen.
Det er uhyggeligt, frusterende, skræmmende og desværre en del af vores hverdag.
Der er ikke noget at gøre. Man kan bare se til, imens hun køre ned ad med raket fart.
Og der er kun et mål.
Og det hedder endnu en dum infektion, og endnu en af de der trælse indlæggelser.
Vi er efterhånden så garvet i Millas tilstand.
Og kan se hvordan tegnede er.
Hvad vi skal se efter.
Hvor langt er vi i processen.
Kan man tillade sig at komme ud blandt andre mennesker, Trods det er ned afgående...
I morgen skal vi med mellemste mand, Til djurs sommerland fodbold stævne, en velfortjent dag hvor han står i fokus.
Og bagefter står den på masser af leg i djurs sommerland.
Og trods syg lillesøster har vi lovet ham han nok skal komme afsted.
Men om det bliver os alle 5 eller kun 3 af os.
Er jo ikke til at spå om.
For er Milla så langt fremme i processen, så må far blive hjemme med hende.
Hvornår kan man mon rode bod på alt den dårlige samvittighed, som man har opsparet i årenes løb?....
Får man mon nogen sinde rettet op på alt det der er forsømt. ???
Og hvordan mon det er for "skygge børn" at leve på side linen af deres syge søskende???
